Hver 3. dag året rundt dør en kvinde i Danmark af livmoderhalskræft. Det kan vi ikke leve med. Derfor har Kræftens Bekæmpelse iværksat kampagnen Vidunderlivet, der skal få kvinder til at beskytte sig mod sygdommen ved hjælp af vaccination og screening.
Vidunderlivet vil sætte forebyggelse af livmoderhalskræft på dagsorden blandt unge kvinder. Kvinderne skal vide, at de kan beskytte sig mod sygdommen - og hvordan.
Siden 2008 har vi ved hjælp af forskellige initiativer fortalt unge kvinder, er de kan beskytte sig mod livmoderhalskræft med vaccination og screening. Ved at gøre kvinderne til medambassadører for sagen vil forebyggelsesbudskabet sprede sig via de netværk, som kvinderne færdes i.
Kampagneaktiviteter
Fra 2008 til 2010 arbejdede et landsdækkende ambassadørkorps bestående af 200 unge med at sprede kampagnens budskab i deres nærmiljø. Facebook har siden kampagnens start været en vigtig kampagneplatform ? både via apps og Vidunderlivets facebookside, som har ca. 16.500 støtter.
Sideløbende har Kræftens Bekæmpelse kæmpet for, at HPV-vaccination blev gratis for yngre kvinder. Blandt andet indsamlede vi på knap tre uger ca. 90.000 underskrifter til fordel for gratis vaccine, som blev overdraget til den daværende sundhedsminister.
Nu bliver tilbuddet en realitet! I løbet af 2012 bliver HPV-vaccination mod livmoderhalskræft gratis for kvinder til og med årgang 1985. En politisk beslutning, som vil redde både liv og livskvalitet for tusinder af kvinder. Kræftens Bekæmpelse går målrettet efter verdens højeste vaccinationsdeltagelse og bakker derfor tilbuddet op med en massemedieret kampagne kombineret med en række netværksinitiativer, der skal motivere kvinderne til at bruge det gratis vaccinationstilbud.