Underskriftindsamling til fordel for gratis HPV-vaccine
 

Den 19. august 2009 lancerede Kræftens Bekæmpelse en underskriftindsamling til fordel for gratis hpv-vaccine til piger op til 26 år. Målet var 20.000 underskrifter inden 8. september 2009, hvor underskrifterne skulle afleveres til daværende minister for sundhed og forebyggelse, Jacob Axel Nielsen. Det stod dog hurtigt klart, at der var stor opbakning til initiativet og i løbet af de 19 dage indsamlingen varede, blev målsætningen ændret adskillige gange. Slutresultatet endte også langt over de 20.000 underskrifter. Faktisk endte vi med at have samlet hele 87.289 underskrifter, hvilket svarer til, at tre personer hvert minut døgnet rundt afgav deres underskrift.

Den 8. september 2009 var det tid til den store afslutning på indsamlingen, og de mange underskrifter skulle afleveres til ministeren. 'Delegationen' bestod af overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse, Noam Halby, VIP-ambassadør for Vidunderlivet, Emma Fibiger Munch og Olivia Dinnage, ambassadører for Vidunderlivet, Maria Rüsz, som fik livmoderhalskræft i en ung alder, Jannie Kristensen og Lonnie Lindholm, medlemmer af De Unges Kræfter som har været en aktiv del af indsamlingen.


Ved overrækkelsen blev ministeren informeret om baggrunden for underskriftindsamlingen, og hvorfor vi fra Vidunderlivet og Kræftens Bekæmpelses side mener, at vaccinen skal gøres gratis for piger op til de 26 år.

Alt i alt endte underskriftindsamlingen som en kæmpe succes, langt større end vi havde turdet håbe på, og herfra skal der lyde en stor tak til alle der skrev under og var med til at sprede det vigtige budskab.