Dina er 28 år, da hun begynder at døje med kraftige blødninger fra underlivet. Hun går straks til sin læge, som flere gange afviser hende med, at hun må være stresset. Først da Dina kommer ind til en anden læge i samme lægehus, bliver hun sendt videre til en gynækolog, der med det blotte øje kan se, at det er helt galt. De efterfølgende prøver bekræfter mistanken om, at Dina har livmoderhalskræft.

Allerede 14 dage efter får Dina fjernet det meste af sit underliv. Lægerne på Herlev Hospital beslutter, at hun skal have både strålebehandling og kemoterapi. På grund af ventetid bliver hun tilbudt behandlingen i Ålborg, men Dina er alene med sin datter på kun 4 år og kan ikke flytte til Ålborg i seks uger. Derfor må hun vente i 16 lange uger, før behandlingen kan gå i gang.

Selvom Dina får hjælp af sin mor og datterens far er det ikke nemt at få hverdagen til at hænge sammen. ”Strålebehandlingen var modbydelig. 14 dage inde i behandlingsforløbet var min blære fuldstændig forbrændt. Det gjorde ondt, og jeg var forfærdelig træt. Det var svært at stå op hver eneste morgen og være frisk og holde sammen på det hele. Jeg måtte virkelig hanke op i mig selv”, husker hun.

I dag mangler Dina en enkelt kontrol, før hun kan blive erklæret rask. Men det betyder ikke, at man bare lægger det hele bag sig. ”Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg er kommet ud på den anden side, men det har været en lang rejse”, fortæller hun. ”Jeg har følt mig meget ensom, for selvom du kan snakke med dine venner og din familie, er det svært. De har jo ikke prøvet det på deres egen krop”.

Dinas arbejdsliv har i en lang periode været præget af en lavere stresstærskel, og hun har grædt mange tårer over ikke at kunne få flere børn. ”Folk fortæller mig, at jeg skal være glad for, at jeg har min datter – og det er jeg selvfølgelig også. Men det ændrer ikke ved, at jeg en dag måske gerne ville have haft et barn mere. Nu er beslutningen truffet for mig. Ikke af mig. Og det er rigtig hårdt,” siger hun og tilføjer, at hun også gør sig tanker om, hvorvidt det vil få konsekvenser for et eventuelt forhold, hvis hun møder en mand, der ikke har børn.

Dina valgte at være åben om sin sygdom over for sin dengang 4-årige datter, der både var inde og besøge sin mor efter operationerne og også har været inde og se, hvordan strålebehandlingen foregår. I dag taler de ikke så meget om sygdommen mere. ”Men engang i mellem tager hun mig i hånden og siger: ”Du bliver ikke syg igen, vel, mor? Det håber jeg jo ikke, men jeg kan jo ikke give hende nogen garantier”, siger Dina ærligt.