Det er sikkert noget hormonelt”, beroliger Pernille sig selv, da hun i december 2009 bestiller tid hos sin læge, fordi hendes menstruation ikke vil stoppe. Men en celleprøve viser, at hun har celleforandringer. Pernilles læge sender hende videre til en gynækolog, der hurtigt henviser hende til Rigshospitalet. Pernille møder op med forventningen om, at hun skal have lavet et keglesnit pga. celleforandringerne, men det viser sig desværre at være mere end det: Pernille har livmoderhalskræft.

Beskeden slår benene væk under hende. Hun bliver vist ind i et rum sammen med sin mor og sin kæreste. Alting snurrer rundt, og Pernille hører nærmest intet af, hvad der bliver sagt. I hendes hoved eksisterer kun én eneste tanke: Jeg har kræft.

Lægerne mener ikke, at Pernille skal have anden behandling end en operation, men da hun vågner op af narkosen, må lægerne fortælle hende, at de har fundet en svulst på 5 cm. Tre uger efter starter et omfattende behandlingsprogram med kemoterapi og både ind- og udvendige stråler.

”Forløbet var enormt hårdt”, fortæller Pernille, der fik den sidste behandling i april 2010. Jeg tænkte ikke så meget i den periode. Det hele handlede om at blive rask. Det var ren overlevelse.

Særligt de indvendige stråler er barske. Det var ét stort smertehelvede. Helt forfærdeligt. De proppede mig med ketogan og morfin, men lige meget hjalp det. Det var så barskt, at lægerne lagde en epiduralblokade, så jeg ikke kunne mærke den nederste del af kroppen, da jeg skulle have indvendige stråler igen. Det hjalp, husker hun.

Pernille har det dårligt i en måneds tid efter behandlingen er afsluttet. Hun har ingen appetit og kan ikke holde maden i sig. I dag er hun så småt startet op på sit arbejde som pædagog, men hun skal stadigvæk tage det roligt.

Hverdagen er vendt tilbage, men det er en helt anden hverdag, end den Pernille husker. Jeg er ikke den samme person mere. Livets realiteter er gået op for mig, og angsten fylder meget. Angsten for at blive syg igen, angsten for døden.

Pernille har gennem hele sit sygdomsforløb fået fantastisk opbakning af sin kæreste, og i dag kæmper de sammen for at vænne sig til de ændringer, som sygdommen har bragt med sig. På et tidspunkt i livet, hvor mange af deres venner er begyndt at tale om få børn, ved de, at det aldrig vil ske for dem. På grund af behandlingen er Pernille ikke længere selv i stand til at sætte børn i verden. Det fylder rigtig meget, men vi forsøger at lægge det fra os lige nu. Vi må se, hvad der sker ude i fremtiden, siger Pernille.

Læs også artiklen fra BAZAR, hvor Pernille fortæller sin historie.