Rikkes historie (36 år)
 

Da Rikke bliver gravid med tvillinger, glæder hun sig til den kommende barselsorlov med sine to små ønskebørn. Men orloven bliver helt anderledes end forventet. Rikkes tvillingepiger er bare fire måneder, da hun får konstateret livmoderhalskræft, kort efter at hun har været til gynækolog for at få lagt en spiral.

 

”Det var meget chokerende”, fortæller Rikke, der til hverdag arbejder som sygeplejerske. ”Pludselig sad jeg på den anden side af bordet. Som patient. Og ikke bare en hvilken som helst patient, men som kræft-patient. Det var meget grænseoverskridende for mig”.

 

Rikke bliver kort efter opereret, og det viser sig, at lægerne heldigvis kan nøjes med at fjerne hendes livmoderhals og nogle lymfekirtler. Rikke får med andre ord lov til at beholde sin livmoder og derfor også muligheden for at få flere børn.  Kræften er afgrænset og har ikke spredt sig, så hun slipper for kemoterapi og stråler.

 

”Det er jeg selvfølgelig meget glad for”, siger Rikke, men lægger ikke skjul på, at efterforløbet er sejt. Hun danner en del arvæv efter operationen og må på operationsbordet yderligere to gange for at få det fjernet. ”Mit sexliv er heller ikke det samme mere. Skeden bliver kortere, når man fjerner livmoderhalsen. Derfor gør det også ondt at have sex, fordi penis rammer livmodermunden”.

 

Det, der har fyldt mest for Rikke, er at skulle tage stilling til, om hun vil have flere børn. Hun er taknemmelig for, at muligheden stadigvæk er der. ”Men vælger jeg at blive gravid igen, er det bestemt ikke uden risiko. Jeg kan risikere at føde for tidligt, og det er heller ikke usandsynligt, at jeg skal være sengeliggende en stor del af graviditeten”, fortæller hun.

 

Da Rikke bliver udskrevet, vender hun tilbage til den barselsorlov, der midlertidigt er taget fra hende. ”Det er dejligt at være hjemme, men også svært, fordi der er så mange tanker, som jeg er alene med”, fortæller hun. ”Det havde nok været nemmere, hvis jeg i stedet var vendt tilbage til en hverdag med arbejde og kolleger.” Rikke kontakter en psykolog, som hun snakker tingene igennem med. Det fungerer godt. ”Jeg havde brug for hjælp til at blive gode venner med min krop igen. Jeg synes jo, den har svigtet mig”.

 

I dag går Rikke til jævnlig kontrol. Alt ser heldigvis fint ud. ”Og jeg er lykkelig for, at der findes en vaccine mod livmoderhalskræft. Især nu, hvor jeg har fået piger. Så ved jeg, at det her kan vi i hvert fald beskytte dem imod!”.